DRACULA – Himmerlands Teater

DRACULA

SÆSON 2023/2024


16. november –
16. december 2023

Grev Dracula keder sig i Transsylvanien og har udset sig England som sit nye jagtrevir. Den intetanende Jonathan Harker hjælper ham med opkøb af ejendomme i London og så tager det ellers fart.

Den unge Jonathan efterlades blodfattig og lettere korrumperet i Transsylvanien, så hans forlovede Minna må træde i karakter og sammen med den sagnomspundne vampyrjæger Van Helsing ruste sig til tænderne.

Men det er ikke helt så let at få bugt med en mand der er i stand til at charmere sig ind i alle kvindelige blodårer. Minna kæmper imod fristelserne med næb og klør, mens flere omkring hende bukker under. Gennem blodrusens tåger kan hun dog ane målet: at redde verden fra at blive overtaget af den blodtørstige greve.

Omkring hende hvirvler et mere eller mindre bindegalt persongalleri. Lige fra den fluespisende Renfield og den mandegale Lucy, til stuepigen der er til fals for hvem som helst, friere i lange baner og et broget klientel på en hvidløgsbehængt kro i Transsylvanien.

Nok engang tager Farcesyndikatet en klassiker under hårdhændet, men kærlig behandling, så tag med på en rutsjetur gennem England anno 1890.

Anmeldelser

ÅRETS KLASSIKERBEARBEJDELSE 2023
CPH Culture

★★★★★★

Sprudlende og vanvittig gyserfortolkning i Hobro.
Man kan ikke andet end overgive sig, når Farcesyndikatet på Himmerlands Teater hvert år op mod jul folder alle talenterne ud i en sprudlende og vanvittig fortolkning af litteraturens store klassikere. Vanvittig med eftertryk på vittig.
Karin Trine Pedersen, Nordjyske

★★★★

Der findes tilsyneladende ikke den fortælling, som Farcesyndikatet på Himmerlands Teater ikke kan folde ud i latterfremkaldende farcefacon.
Teaterleder Susanne Sangill har et godt greb om farcens virkemidler i sin iscenesættelse af ”Dracula” på Himmerlands Teater, hvor Farcesyndikatet som altid leverer skarp komisk timing.
Trine Wøldiche, Jyllands-Posten

★★★★

Forestillingen vil først og fremmest underholde – og det gør den så godt, at jeg for en stund bare slog hjernen fra og lattermusklerne til.
Josefine Brink Siem, Iscene

★★★★★

Himmerlands Teater og Farcesyndikatet har gjort det igen. De har endnu engang transformeret en af historiens store klassikere til en morsom og afsindig farce.
Christian Skovgaard Hansen, Ungt Teaterblod

★★★★

En af Himmerlands Teaters største skatte er Farcesyndikatets årlige klassikerfortolkninger.
Michael Søby, CPH Culture

Af Farcesyndikatet
Frit efter Bram Stoker

MEDVIRKENDE
Dracula: Caspar Juel Berg
Minna og kromutter: Kirstine Hedrup
Dr. West, Lucy og krogæst: Sune C. Abel
Reinfield, Van Helsing og krogæst: Erik Viinberg
Jonathan Harker og Daisy: Ronny Sterlø

INSTRUKTION
Susanne Sangill

SCENOGRAFI
Morten Kamuk

LYSDESIGN
Ise Kjems

KOMPONIST OG LYDDESIGN
Mads Horsbøl

DRAMATURG
Emma Kørnøv Bonde

REGI
Mette Valbak

KOSTUMER
Susanne Sangill

SKRÆDDERSAL
Ing-Britt Niss

FRISØR
Elsebeth Simonsen

VÆRKSTED
Jørgen Niss
Nick Pedersen

AFVIKLING
Julie Cronwald

PROGRAM
Nick Pedersen

PLAKATFOTO
Emilia Therese

Pressefotos Niels Reiter